Klokken
”Klokken” er et eventyr skrevet af H.C. Andersen i 1845, i romantikken. Ud af de mange forskellige bølger af romantikken, ville man passende kunne placere denne inden for universalromantikken. Universalromantikkens grundlæggende tankegang er, at alt er ét. Med dette menes, at alt hænger sammen. Når mennesket oplever verden som splittet, er det fordi man anlægger en forkert, rationel synsvinkel. I universalromantikken søger mennesket at nedbryde splittelsen og blive ét med det guddommelige. Og netop dette er, hvad H.C. Andersen behandler i eventyret ”Klokken”, hvor to unge konfirmander fra vidt forskellige sociale lag, finder sammen i det åndelige ved hjælp af intuition og anelse
De to drenge er meget forskellige, idet den ene er kongesøn, imens den anden er en fattig dreng, der ikke engang har råd til sin egen konfirmationsdragt. Fælles for dem begge er dog, at de søger efter den nærmest uopnåelige klokke.
Novellen er skrevet i datid ”Om Aftenen i de snevre Gader i den store By, naar Solen gik ned og skyerne skinnede som Guld oppe mellem skorstenene (s.1, l. 1)” Allerede i første sætning er det tydeligt, at vi har med en fortælling fra romantikken at gøre. Den detaljerede, romantiske beskrivelse af byen er et klassisk træk fra universalromantikken. Naturen er den vigtigste kulisse i novellen, naturbeskrivelser er et afgørende element og den indeholder utallige, meget smukke og detaljerede naturbeskrivelser: ”Skovmærker og Anemoner voxte næsten alt for højt, blomstrende Convolvoli og Brombær-Ranker hang i lange Guirlander fra Træ til Træ, hvor Nattergalen sang og Solstraalerne legede. (s. 3, l. 8)” H.C. Andersen gør også brug af billedsprog i form af sammenligninger, f.eks. blodråde støvtraade, himmelblaa Tulipaner og Æbler som skinnende Sæbebobler.
Novellens komposition er kronologisk og fortæller fremstillingen er scenisk. Vi følger kronologisk folkets søgen efter klokken og følger på tæt hold kongesønnens rejse mod klokken igennem skoven.
De to drenge er meget forskellige, idet den ene er kongesøn, imens den anden er en fattig dreng, der ikke engang har råd til sin egen konfirmationsdragt. Fælles for dem begge er dog, at de søger efter den nærmest uopnåelige klokke.
Novellen er skrevet i datid ”Om Aftenen i de snevre Gader i den store By, naar Solen gik ned og skyerne skinnede som Guld oppe mellem skorstenene (s.1, l. 1)” Allerede i første sætning er det tydeligt, at vi har med en fortælling fra romantikken at gøre. Den detaljerede, romantiske beskrivelse af byen er et klassisk træk fra universalromantikken. Naturen er den vigtigste kulisse i novellen, naturbeskrivelser er et afgørende element og den indeholder utallige, meget smukke og detaljerede naturbeskrivelser: ”Skovmærker og Anemoner voxte næsten alt for højt, blomstrende Convolvoli og Brombær-Ranker hang i lange Guirlander fra Træ til Træ, hvor Nattergalen sang og Solstraalerne legede. (s. 3, l. 8)” H.C. Andersen gør også brug af billedsprog i form af sammenligninger, f.eks. blodråde støvtraade, himmelblaa Tulipaner og Æbler som skinnende Sæbebobler.
Novellens komposition er kronologisk og fortæller fremstillingen er scenisk. Vi følger kronologisk folkets søgen efter klokken og følger på tæt hold kongesønnens rejse mod klokken igennem skoven.